Menu Luk

Kørekort til 17-årige

Den 1. januar 2017 startede en forsøgsordning, hvor du som 17-årig kan tage kørekort. Du skal derefter køre bil sammen med en erfaren bilist som ledsager, indtil du fylder 18 år. 

Dine forældremyndighedsindehavere skal ALTID give samtykke til, at der må udstedes et kørekort til dig. Samtykke foregår ved at der udfyldes en samtykkeblanket, som også udleveres ved første teori. Som kørelærer sørger jeg for at aflevere dine dokumenter til Borgerservice, så din ansøgning kan blive godkendt.

På den måde får du, som uerfaren bilist, træning i at køre bil sammen med en voksen, som kan hjælpe og give dig gode råd undervejs.

Først når du er fyldt 18 år, må du køre bil alene.

Du må starte dit kørekortforløb 3 måneder før du fylder 17 år.

Både den 17-årige og den voksne ledsager skal opfylde en række krav for at måtte køre sammen. Det er vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i reglerne, så træningen bliver både lovlig og sikker.

NYHED pr. 1. juli 2025

For mange mennesker, især uden for de større byer, er bilen den mest praktiske og hurtige måde at komme frem og tilbage mellem hjemmet og skole eller arbejde. Det gælder også for de unge, og fra den 1. juli bliver det muligt for 17-årige at køre bil uden ledsager, efter at et flertal i Folketinget har vedtaget de nye regler.

– At give 17-årige mulighed for at få kørekort handler om at udvide deres handlefrihed. Det er vigtigt for unges livskvalitet, at de selvstændigt kan komme i skole, på arbejde og til fritidsaktiviteter. I områder med begrænsede kollektive transportmuligheder skaber vi nu bedre muligheder for, at unge kan transportere sig selv. Samtidig indfører vi klare regler: alkohol er fuldstændig forbudt bag rattet, og kørsel uden ledsager om natten bliver heller ikke tilladt, udtaler transportminister Thomas Danielsen.

Med den nye lov L165 ændres færdselsloven, så 17-årige nu kan tage kørekort til personbil og køre alene mellem kl. 05.00 og 20.00. I tidsrummet fra 20.00 til 05.00 må de fortsat kun køre med en ledsager, som har gyldigt kørekort. Derudover indføres en promillegrænse på 0,2 i de første tre år efter, at en person har fået sit første kørekort, hvilket i praksis betyder nul tolerance over for alkohol i trafikken for nye bilister.


Diverse links og blanketter:

Samtykkeerklæring (PDF)
Ledsagerblanket til den 17 årige (PDF)
Sikker Trafik – Kørekort til 17-årige
Færdselsstyrelsen – Kørekort til 17-årige